Mød Mathilde fra Halstedhus Efterskole

Jeg valgte at tage på Halstedhus efterskole, fordi jeg følte mig mest hjemme her. Jeg var blevet meget påvirket af bl.a. mine fætre og kusiner til at tage på efterskole, fordi de selv havde gået på efterskole, og kun havde gode ting at sige om det. Jeg tog så til efterskolernes dag og besøgte Halstedhus, og dér fik jeg et rigtig godt indtryk – bl.a. fordi vi havde nogle gode lange samtaler med lærerne. Det var ikke bare overfladisk snak.

Min hovedlinje er fodboldlinjen, men fordi de manglede en målmand på håndboldlinjen, er jeg også startet der, på trods af at jeg aldrig har spillet håndbold før. Det er sjovt at kunne kombinere to sportsgrene, hvor jeg er god i den ene, og nybegynder i den anden. På fodboldlinjen har vi fodboldtræning tre gange om ugen, og så er vi med i efterskoleturneringen, hvor vi spiller kamp mod andre efterskoler ca. 1-2 gange om måneden.

Det er fedt at man bare kan være sammen med sine venner hele tiden, også når man har fri. Det er ikke ligesom i folkeskolen, hvor man skulle hjem når man havde fri.”

 

Når vi ikke har undervisning, er det meget forskelligt hvad vi laver. Vi kan fx finde på at tage i fitness, se en film på værelset, eller tage op i ”Tagpotten”. Tagpotten er et fællesareal vi har på skolen. Her er der en masse aktiviteter man kan gøre brug af. Der er bl.a. en hjemmebiograf, hvor vi kan se film, men man kan også spille pool, fifa eller bordtennis. Hvis man er lidt bagud med lektierne, er der også en lektiecafé man kan benytte.

Vores skitur er en oplevelse man ikke glemmer. Det var virkelig fedt når man var sammen ude på pisterne, fordi man snakkede med en masse mennesker, man ikke snakker med normalt. Det var også mega hyggeligt, når man var færdige med at stå på ski, så kunne vi sidde og drikke varm kakao, snakke og bare hygge os sammen. Det var alt i alt en super fed oplevelse.

Mit bedste råd til andre der overvejer at starte på efterskole er, at de skal gøre det. Man kan ikke beskrive hvor fedt det er, så det er noget folk skal opleve på egen krop. Det handler bare om at være åben, i forhold til de udfordringer der kommer, så skal det nok blive en god oplevelse.

Mød david fra Halstedhus Efterskole

På Halstedhus efterskole kan man blande linjerne. Den mulighed har jeg udnyttet, så jeg går på flere forskellige linjer; både e-sport, fodbold og håndbold. Det er mega fedt, også fordi man får mulighed for at komme på en masse ture med de forskellige linjer – vi har fx været til et kæmpe lanparty i Aalborg med e-sport linjen. Der var omkring 1500 mennesker, så det var en sjov oplevelse.

Når vi ikke har undervisning bruger jeg typisk tiden sammen med vennerne. Vi kan fx finde på at se en film sammen på værelset, eller deltage i nogle af de aktiviteter der er på skolen. I weekenden har vi noget der hedder ”Humørholdet”, som er en gruppe elever, der sørger for at planlægge en aktivitet. Det kan være alt fra en bordtennisturnering, til at vi alle sidder og spiller e-sport sammen – det er mega fedt.

Man får nye relationer fra hele landet, og jeg snakker med rigtig mange på skolen. Det er faktisk meget få jeg ikke snakker med.

 

Jeg glæder mig meget til Halstedhus efterskoles gallafest, som ligger lige omkring påske. Det er et ret stort arrangement, fordi det er for hele skolen, og vi får lov til at være fine i tøjet, spise god mad og feste med hinanden.

Det fedeste ved at gå på Halstedhus efterskole er, at man får så mange nye venner. Det har overrasket mig hvor hurtigt man lærer hinanden at kende, og hvor godt man klikker med hinanden. Allerede fra den første dag var der bare en gruppe mennesker som jeg kunne mærke mindede om mig. Vi havde samme humor, og der vidste jeg bare, at dem ville jeg komme til at gå sammen med.

Den bedste oplevelse jeg har haft i løbet af året, har været vores skitur. Det var mega fedt at man bare kunne få lov til at køre rundt sammen med sine venner og hygge sig. Det var første gang jeg stod på snowboard, men jeg nåede alligevel at blive ret godt til sidst – jeg kom også op og køre på de store bakker, selvom jeg ikke havde prøvet det før.

 
 
 
 
 
 

Mød Lærke fra halstedhus efterskole

I 9. Klasse havde jeg ikke nogen problemer med det faglige, men rent psykisk følte jeg mig ikke klar til at tage på gymnasiet. Jeg var faktisk meget i tvivl om, hvad jeg skulle, men jeg vurderede at det ville være en god mulighed at tage på efterskole, da jeg havde en forventning om, at det ville være super hyggeligt, og at det var en rigtig god mulighed for at udvikle mig socialt. 

 

Da jeg spiller håndbold, var det oplagt at tage håndboldlinjen på Halstedhus efterskole. Vi har håndboldtræning tre gange om ugen; nemlig mandag, onsdag og fredag. Om onsdagen har vi en ekstra lang træning, hvilket betyder at vi har mulighed for at nå meget mere. Det er fedt at kunne kombinere sin fritidsinteresse med sin skole.

Jeg kan godt se, at jeg selv har udviklet mig siden jeg startede. Jeg føler jeg er blevet mere selvstændig. Det går op for en at man ikke behøver mor og far til det hele.

 

 

Hvis man keder sig, går der aldrig lang tid før man finder noget at lave. Man kan altid gå lidt rundt på skolen og se hvad folk laver, så er man helt sikker på at finde nogen at være sammen med. Vi kan fx finde på at ligge en gruppe mennesker inde på et værelse og se en film. Ellers sidder vi også tit bare og hygger og snakker.

 

Vores pigetur i starten af året, var virkelig hyggelig. Her var alle pigerne fra skolen samlet, hvilket gjorde at vi fik en rigtig god mulighed for at blive rystet godt sammen fra start. Turen startede med at vi alle skulle og ud sejle i kano. Om aftenen fik vi sushi og havde egentlig bare tid til at hygge os med hinanden. Der kom også make-up artister, som vi kunne lære noget af, så det var virkelig inbegrebet af ren pigehygge. 

 

De første par uger på efterskolen skal man være virkelig forsøge at være åben, man skal ikke ligge inde på sit værelse alene. Det gælder om at komme ud og deltage i de ting der bliver arrangeret. Hvis der fx er en bordtennisturnering, skal man bare kaste sig ud i det, selvom man måske er dårlig til bordtennis.  Det hjælper virkelig en til at åbne sig, det gjorde det i hvert fald for mig!

 

 

 

Mød asger fra halstedhus efterskole

Jeg valgte at tage på efterskole fordi, at jeg ikke følte mig 100% klar til at tage på gymnasiet. Jeg følte, at jeg havde brug for at finde mig selv først. Både min storebror og nogle af mine venner har gået på efterskole, og de har alle sammen fortalt gode ting om det, så det var med til at påvirke mig til også at starte.

 

Jeg har spillet håndbold i 10 år, og ledte derfor efter en god håndboldefterskole. Da jeg fandt ud af, at der var en håndboldlinje på Halstedhus efterskole, tog jeg herned for tjekke det ud. Der syntes jeg at det så ud til at være en virkelig god efterskole, og man kunne både se og mærke, at de havde nogle gode og dedikerede håndboldtrænere, der virkelig havde styr på hvad de lavede.

Man behøver ikke være nervøs for at starte på skolen. Halstedhus har virkelig godt styr på det, og tager ansvar for, at man ikke kender i hinanden i starten. De er gode til at sørge for at folk bliver rystet sammen.

 

 

Vi har morgentræning tre gange om ugen: mandag, onsdag og fredag – så i stedet for at have skoleundervisning i de første timer om morgenen, har vi håndboldtræning. Jeg synes at det er en virkelig god måde at komme i gang på, fordi man bliver frisk af, at starte dagen ud med at være fysisk aktiv.

 

Vores skitur til Østrig var virkelig god. Vi var afsted i fem dage, hvor jeg bare havde det mega sjovt konstant, fordi man fik lov til at suse rundt på bakkerne med alle sine venner. Om aftenen var der også planlagt nogle sjove aktiviteter, fx skulle alle dem der var styrtet på bakken den pågældende dag, klædes ud i kostumer, som de skulle køre rundt i dagen efter. Det var virkelig sjovt.

 

Hvis du overvejer at tage på efterskole, er mit bedste råd, at du bare skal springe ud i det. Jeg var personligt skeptisk overfor, hvordan det hele ville gå, og var nervøs for om man nu fik nogle venner og om man kom til at passe ind – men det skal man bare ikke bekymre sig om. Hvis man har nogle bekymringer, kan jeg kun anbefale, at man lægger dem til side, og springer ud i det!

 

 

 

Scroll to Top